Annons:

Boom i udenrigstrafikken i Aalborg lufthavn

Med fortsat stor og stigende rejseaktivitet til udlandet, var der i oktober i år 5,5 procent flere rejsende gennem terminalen end i oktober 2022.

Der var i oktober 2023 alt i alt 141.898 rejsende til og fra Aalborg Lufthavn – svarende til 5,5 procent flere rejsende end i oktober 2022. Samtidig kunne Aalborg Lufthavn i starten af måneden for tredje gang forsvare titlen som Danmarks bedste lufthavn. Prisen bliver uddelt på baggrund af passagernes oplevelse af de danske lufthavne, hvorfor det er en stor anerkendelse af lufthavnens medarbejdere, der hver dag yder en service i verdensklasse.

Udenlandske destinationer var et hit i oktober

Traditionen tro gav skolernes efterårsferie anledning til at udleve ferieplanerne for mange danske familier. Det viste sig særligt i udenrigstrafikken, hvor ruterne til blandt andet Malaga og Amsterdam alene bød på over 8.000 flere passagerer end i samme måned året før.

– Vi kan se i oktober, at rejselysten fortsat er på et højt niveau fra Aalborg Lufthavn, hvor vi blandt andet har fået meget mere trafik på vores største udenrigsrute, Amsterdam. Alt i alt ser vi en fremgang på hele 36,2 procent for udenrigstrafikken – en fremgang der også i høj grad er båret af rejsende til Spanien. Det skyldes selvfølgelig de nye ruter til Alicante, Barcelona og senest Tenerife, men i særdeleshed også Malaga, hvor vi har haft dobbelt så mange afgange som i oktober sidste år. Nu er vinterprogrammet så skudt i gang med fyldte fly i oktober til de traditionelle kanariske øer samt ruteåbningen af Tenerife med Norwegian. Herefter kan vi se frem til ruteåbningen af Gran Canaria med airBaltic i start december og første charterafgang til nyheden La Palma med Bravo Tours i slut december, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.

 

De første 100 indenrigsflyvninger med fossilfrit brændstof

I slutningen af oktober 2023 blev der taget et stort skridt i retningen af at realisere en grøn dansk indenrigsrute inden 2025, da der blev leveret 140 tons fossilfrit brændstof (SAF) til Aalborg Lufthavn på vegne af flyselskabet Norwegian. Fra den 26. oktober til og med den 9. november vil Norwegians flyvninger fra Aalborg til København være dækket af med 100 procent fossiltfrit brændstof – svarende til i alt 100 indenrigsflyvninger.

– SAF-brændstof er fremtiden for hele luftfartsindustrien, og vi er derfor glade for, at Norwegian har valgt os som samarbejdspartner i dette projekt. Som lufthavn har vi stor del i at sikre den rette infrastruktur i et projekt som dette, og vi forventer, at projektet kan skabe de første trædesten til, at Danmarks første grønne indenrigsrute i 2025 også bliver fra Aalborg Lufthavn, slutter Niels Hemmingsen.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.