Masseturisme tærer på det catalanske ferieparadis Barcelona, og det tager byens kommune nu konsekvensen af.
Således er det netop blevet besluttet, at gebyret, turister betaler i storbyen, bliver hævet fra april 2024.
Det skriver den spanske avis La Vanguardia.
De fine turister, der foretrækker femstjernede hoteller, kan se frem til at betale en turistskat på 6,75 euro pr. person pr. nat, svarende til 50 kroner. For en familie på fire løber en uges ferie altså op i en regning på 1400 kroner.
Gebyret for ophold på et firestjernet hotel lyder på 4,95 euro, 37 kroner, mens alle øvrige ophold koster 4,25 euro, 32 kroner.
Pris på himmelflugt
Den øgede turistskat placerer Barcelona som en af de europæiske byer, der kræver allermest fra turister. Rom, Bruxelles og Amsterdam er på cirka samme niveau.
Skatten udgøres af et gebyr, som kommunen i Barcelona fastsætter, samt et gebyr, som er fastsat af catalanske myndigheder. Og prisen, som turister må betale, er steget markant de seneste år.
Bare i marts 2022 lød en flad turistskat på 1,75 euro pr. nat pr. person.
Siden er det beløb steget, steget og atter steget.