I 2019 vandt Billund Lufthavn titlen som den bedste lufthavn i verden til ruteudvikling og markedsføring i kategorien ’Op til fire millioner passagerer’ til verdensstørste ruteudviklingskonference. På fredag drager Jan Hessellund og Jesper Klausholm, direktør for ruteudvikling, marketing og kommunikation, af sted mod Istanbul, hvor årets ’Routes World’ afholdes.
Konferencen handler om ruteudvikling, hvor lufthavne bl.a. skal præsentere diverse passageranalyser og markedsopdateringer til flyselskaberne. Konferencen afsluttes mandag, den 16. oktober, med et award show, hvor Billund Lufthavn igen er nomineret. I Europa har Billund Lufthavn vundet titlen for Billund Lufthavns egen kategori, ’Under fire millioner passagerer’, men de har også titlen blandt alle lufthavne i Europa – uagtet størrelse og passagertal:
– Det er en kæmpe anerkendelse af flyselskaberne, at de stemmer på os som den bedste lufthavn i både Europa og i verden. Nu må vi se, om vi kan vinde den igen i år. Vi havde et forrygende sidste år, og et endnu bedre er på vej, så vi afventer i spænding, siger Jan Hessellund og fortsætter:
– Men vigtigst af alt er, at vi har fået en lang række spændende møder i kalenderen de her dage med flyselskaber, der har øjnene åbne for Billund Lufthavn og det stærke marked, som vi ligger lige i smørhullet af. Der er antydning fra flere, at der er endnu flere spændende ruter på vej til Billund.
Faktaboks: Kategorier til Routes Award
Til ruteudviklingskonferencen er der fire kategorier for bedste ruteudviklings- og marketingteam:
- Under 5 millioner passagerer (kategorien er efter sidste år hævet fra 4-5 millioner passagerer)
- Mellem 5-20 millioner passagerer
- Over 20 millioner passagerer
- Og kategorien af lufthavnene på tværs
Billund Lufthavn har nu tre statuetter i kategorien under 4 millioner passagerer i Europa, en på tværs af alle lufthavne uagtet størrelse og passagertal i Europa, og én i lufthavnens egen kategori for hele verden. Mandag aften den 16. oktober er afholdes Routes Award, og her kan Billund Lufthavn potentielt hente den sjette statuette.