Det er slut med at få en Bacardi om bord på SAS-fly samt i SAS-lounger i lufthavnene. Det skriver Berlingske i en artikel
Det skandinaviske luftfartsselskab har fjernet alkoholgigantens produkter, fordi Bacardi fortsat driver forretning i Rusland og dermed støtter den russiske krig i Ukraine.
I forvejen boykotter SAS blandt andet Marabou-chokolade, Oreo-kiks og andre produkter fra Toblerone-ejeren Mondelez.
»SAS har som bekendt valgt at tage produkter fra selskaber på Ukraines officielle liste ud af sortimentet. Vi havde Bacardi-produkter i enkelte lounger og nogen i vort sortiment ombord, og disse blev hurtigt fjernet, da Bacardi blev sat på Ukraines liste. Det betyder, at vi i dag ikke har Bacardi hos os,« siger SAS-pressechef Tonje Sund til norske Dagbladet.
Listen føres af Ukraines antikorruptionsmyndighed (NCAP). Her anføres virksomheder, som ifølge NCAP direkte eller indirekte støtter Ruslands krig i nabolandet.
NCAP fremhæver, at fordi en række internationale alkoholproducenter har trukket sig fra det russiske marked siden invasionen af Ukraine 24. februar 2022, har det »reduceret konkurrencen og skabt muligheder for dem, som blev tilbage«.
Bacardi skal således have øget sin omsætning i Rusland med 8,5 procent i 2022, og nettoresultatet steg fra 1,5 til 4,7 milliarder rubler.
Mondelez er også blevet lagt på is af møbelgiganten IKEA, rederiet Hurtigruten, hotelkæderne Strawberry (tidligere Nordic Choice Hotels) og Classic Norway Hotels, Den Norske Turistforening, Norges Fodboldforbund og DSBs svenske pendant, SJ (Statens Järnvägar).
Strawberry-kæden, der ejes af hotelkongen Petter Stordalen, oplyser til Dagbladet, at man endnu ikke har besluttet sig for, om Bacardi også forsvinder fra hotellerne. Kæden har iværksat sin egen undersøgelse.