Annons:

Nye overnatningstal: Et lille fald trods højt niveau

Danmarks Statistik har offentliggjort overnatningstallene for juni 2023, der viser et lille fald i antal overnatninger.

De nye overnatningstal fra Danmarks Statistik viser, at der i juni 2023 har været et mindre fald i antallet af hotelovernatninger sammenlignet med juni 2022. Helt præcist har der været 1.866.229 overnatninger i juni i år, hvilket er knap 1,2 procent færre hotelovernatninger end rekorden i juni sidste år. Niveauet er dog fortsat højt, da antallet af overnatninger ligger 11 procent højere end i juni 2019.

Region Hovedstaden skiller sig ud i statistikken, da hotellerne samlet set er de eneste, der har oplevet fremgang. Her har der været 4,2 procent flere overnatninger end juni 2022. Alle andre regioner har oplevet et fald sammenlignet med sidste år. Det skal dog medtages, at alle regioner, med undtagelse af Region Sjælland, har oplevet fremgang, hvis man sammenligner med juni 2019.

Artiklen fortsætter under billedet

Mens antallet af danske overnatninger er faldet med omkring 6 procent sammenlignet med juni 2022, står de udenlandske hotelovernatninger for en stigning på 6 procent. Fremgangen er særligt drevet af briterne og amerikanerne. Til gengæld tynder det markant ud i de svenske og norske turister, der henholdsvis repræsenterer et fald på 14 procent og 24 procent. Samlet set ligger de udenlandske overnatninger en anelse under niveauet i juni 2019.

”Vi kan se, at vores nordiske naboer tænker sig om en ekstra gang inden de pakker kufferten. Årsagen til nedgangen i svenske og norske turister er uden tvivl den svækkede valutakurs, som får flere til at overveje, hvordan pengene skal bruges. Til gengæld er de britiske og amerikanske turister kommet godt efter det, mens de asiatiske turister, særligt kineserne, lader vente på sig,” siger Jonas Kjær, der er cheføkonom i HORESTA.

Belægningen på landsplan var i juni godt ét procentpoint lavere end i samme måned 2019. I Region Hovedstaden ligger man 3,9 procentpoint lavere end før pandemien. Dette skyldes den store kapacitetsvækst, hvor man i samme periode har fået knap 6.200 flere værelser. Region Syddanmark klarer sig bedst og ligger 1,3 procentpoint højere end før pandemien.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.