Sidste gang SAS kunne præsentere sorte tal på bundlinjen, var i oktober 2019.
Luftfartsanalytikere peger dog på, at overskuddet på de 105 millioner kroner er “papirtyndt” i forhold til at der er tale om juni, en af de allerstørste måneder i luftfartsbranchen.
SAS er nemlig i gang med en omfattende konkursbeskyttelsesproces ved de amerikanske domstole, en såkaldt chapter 11-proces.
I den forbindelse er der en række aftaler, der er forhandlet på plads, men endnu ikke er trådt i kraft.
Det drejer sig blandt andet om store forbedringer i aftaler om leasing af fly, der fører til lavere omkostninger på omkring en milliard svenske kroner.
»Så SAS har brugt det seneste år på at dreje på utroligt mange håndtag, som giver selskabet en bedre indtjeningsevne. Det er bare ikke synligt, før man kommer ud af chapter 11-processen,« siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef hos Sydbank.