Flere og flere forkæler sig selv med en ferie til udlandet for at dyrke alenetid og egenomsorg – og det sætter for alvor træningsrejser på landkortet. Hos Apollo har salget af rejser til rejsearrangørens sportshoteller således slået nye rekorder siden januar, og i maj toppede salget af de aktive ferier med en stigning på hele 40 procent sammenlignet med maj sidste år.
”Apollo Sports er nu vores hurtigst voksende koncept, og interessen stiger løbende hen over året og blandt alle målgrupper. Interessen er størst forår og efterår – maj og september er eftertragtede måneder – men også flere af sommerens mest bookede hoteller er rene sportshoteller. Det er en utroligt fed udvikling,” fortæller Daniel Giray, sportschef i Apollo.