Annons:

CPH kvartalsregnskab: Underskud på 59 millioner kr. før skat

2023 tegner til at blive et finansielt udfordret år i Københavns Lufthavn.

Første kvartal er traditionelt årets mest stille i luftfarten. I Københavns Lufthavn endte de første tre måneder af året med 5,2 millioner rejsende.

Omsætningen landede på 839 millioner kroner – en stigning på 45 procent i forhold til 2022.

Underskuddet før skat blev 59 millioner kroner – en forbedring på 66 procent i forhold til første kvartal i 2022, hvor underskuddet var 171 millioner kroner før skat.

”Det er et forventeligt underskud. Hvis man ser på de enkelte måneder, så var der et mindre overskud i marts. Det peger frem mod de næste kvartaler, hvor vi forventer overskud,” siger Thomas Woldbye.

Klar til sommeren

Københavns Lufthavn er klar til den kommende, travle sommer. Der er i år ansat yderligere 100 medarbejdere udover de 810, der kom til i 2022.

”I driften er vi er klar til at få Danmark og Sydsverige godt på sommerferie og byde velkommen til de mange turister, der flyver til Danmark,” siger administrerende direktør Thomas Woldbye.

Frem mod oktober vil der være fly til og fra flere end 160 destinationer fra Københavns Lufthavn – ni flere end i sommeren 2022.

Finansielt udfordret

Selvom flere end otte ud af ti passagerer er tilbage efter COVID-19 pandemien, er Københavns Lufthavn dog stadig finansielt udfordret.

”I 2022 holdt vi igen med udgifter og investeringer. Det kan vi ikke gøre i samme omfang her i 2023, hvor det er blevet markant dyrere at drive og udvikle lufthavnen,” siger Thomas Woldbye.

De øgede omkostninger dækker over lønninger, inflation, øgede lovkrav og renter samt afdrag på den milliardgæld, der blev optaget for at holde lufthavnen i drift under pandemien.

Dertil kommer, at CPH forventer at investere op mod 1,7 mia. kroner i udviklingen af lufthavnen i 2023. De markante investeringer og den lave indtjening betyder, at der for hele året 2023 forventes et negativt cashflow.

”Derfor skal vi fortsat drive lufthavnen så effektivt som muligt og konstant arbejde med omkostningerne,” siger Thomas Woldbye.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.