Annons:

God aktivitet i det nye år for Billund Lufthavn

Det nye år er skudt godt i gang i Billund Lufthavn med opstart af en populær skidestination, annoncering af nyt selskab, og god aktivitet i både passager- og luftfragtsterminalen i Billund Lufthavn.

I januar 2023 gik 214.018 passagerer igennem terminalen i Billund Lufthavn. Det er en vækst på 90,9 procent ift. januar 2022. Den massive vækst i januar skyldes, at COVID-19 stadig havde et fast greb i samfundet i starten af 2022.

Den høje aktivitet i passagerterminalen er langt hen af vejen båret af rutetrafikken, hvor bl.a. erhvervslivet er kommet fornuftigt i gang igen. Samtidig er der stadig høj aktivitet blandt de ferierejsende, der både søger til tropiske himmelstrøg men også til snehvide skipister.

– Der er for første gang høj aktivitet i januar, siden Covid indtraf. Det er skønt, at aktiviteten igen bliver fordelt på hele året. Der er især høj aktivitet på rutetrafikken i Billund Lufthavn. Vi kan se af vores data, at erhvervstrafikken nærmer sig samme niveau som før Covid, fastslår Jan Hessellund og fortsætter med at sætte nogle ord på ferietrafikken:

– Aktiviteten på ferietrafikken er fortsat høj. Den lille afmatning, som vi ser i januar, er inden for de normale sving i aktiviteten, som vi også så før Covid. Så optimismen er stadig høj, da inflationen ikke har påvirket danskernes rejselyst nævneværdig. Danskerne vil ikke kompensere på deres udlandsbesøg.

Gang i nye destinationer og ruteannonceringer

2023 starter, hvor 2022 slap. Billund Lufthavn har spændende dialoger med forskellige flyselskaber på både passager- og fragtsiden. Og nogle af de gode dialoger fra 2022 har da også allerede båret frugt i 2023. Play meddelte i starten af januar, at de fra sommeren 2023 vil flyve to ugentlige afgange fra Billund Lufthavn, således der i kombination med Icelandairs flyvninger nu er fem ugentlige afgange mellem Billund og Island. SkyAlps startede op som nyt flyselskab i Billund Lufthavn den 7. januar med en rute til den populære skidestination i Italien, Bolzano.

– Vi har haft succes på ruteudviklingsfronten, og det har vi haft længe. Nu har Play annonceret, at de øger tilgængeligheden til Island fra Billund, så vestdanskerne kan flyve til og fra Billund Lufthavn fem gange i ugen. I Januar startede SkyAlps op, og de har haft stor succes med at sende danskere på skiferie. Herudover kan vi se frem til nye ruter fra Brussels Airlines, Austrian Airlines, Ryanair og Air Greenland den kommende sommer, og det glæder vi os meget til, siger Jan Hessellund.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.