Annons:

Flere grønne hoteller: Guldsmeden-hotel bliver nummer 200

Der er rift om at blive miljømærket blandt turisterhvervets virksomheder. Hotellet Bryggen Guldsmeden er netop blevet nummer 200 Green Key-certificerede turistvirksomhed i Danmark.

Bæredygtighed er blandt hotelerhvervets vigtigste fokusområder, og det mærker man hos HORESTA, der har sekretariatet for turismens miljømærke, Green Key, i Danmark. Her har man netop Green Key-certificeret turistvirksomhed nummer 200, og det kommer efter en årrække, hvor ordningen i forvejen er vokset med 10 pct. om året. Det skriver HORESTA i en pressemeddelelse.

Indehaveren af titlen som Green Key-virksomhed nummer 200 i Danmark bliver Guldsmeden Hotels nye hotel på Islands Brygge.

”Vi har siden begyndelsen i 1999 haft fokus på det grønne arbejde, og det er stadig grundtonen i Guldsmeden Hotels. Tidligere er vores øvrige hoteller blevet mærket med Green Key, og derfor er det også naturligt for os, at vores nyeste skud på stammen også bliver det. At vores nyeste hotel, Bryggen Guldsmeden, bliver nummer 200 i Green Key i Danmark fortæller jo, at hele branchen gerne vil bidrage på denne dagsorden,” udtaler Kirsten Aggersborg, Sustainability and Communication Manager fra Guldsmeden Hotels.

Guldsmeden Hotels har fem hoteller i Danmark. De øvrige hoteller blev certificeret med Green Key i 2017.

Bæredygtig turisme er en dansk opfindelse

Green Key er opfundet i Danmark af Friluftsrådet og HORESTA. I dag er Green Key-mærket at finde på flere end 3.700 virksomheder på tværs af flere end 60 lande, og dermed har den danske branche på mange måder været med til at præge bæredygtighedsdagsordenen i branchen på tværs af landegrænser.

”Branchen vil gerne gå forrest, og i HORESTA og Green Key oplever vi enorm interesse for rådgivning og certificering på dette område. Vi er ikke i tvivl om, at det er en bevægelse, som kun vil tage yderligere fart. For mens udviklingen længe har været drevet af forretningsrejsende samt møde- og konferencearrangører, så ser vi nu også flere og flere private rejsende, der stiller krav til overnatningsstedernes bæredygtighedsarbejde. På den måde kan de nyde oplevelsen velvidende, at virksomheden har en ansvarlig drift” siger Pia E. Voss, adm. direktør i HORESTA.

De 200 Green Key-certificerede virksomheder er fordelt på 14 konferencesteder, 8 feriecentre, 8 vandrehjem og 170 hoteller.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.