Der er stor tilfredshed at føle hos Danica Ejendomme P/S, der lige har solgt hotellet ‘The Square’ ved Rådhuspladsen i København.
Køberen er Arp-Hansen Hotel Group A/S, som har købt ejendommen for intet mindre end 550 millioner kroner.
Selskabet har indtil nu lejet sig ind og drevet hotellet, men bliver nu herre over stedet.
– Vi har ikke så stort et fokus på hoteller, som på kontorer og detailhandel. Derfor passede denne mulighed ind i vores strategi. Vi har haft et godt samarbejde i løbet af årene med Arp-Hansen Hotel Group, som nu overtager ejerskabet, fortæller Michael Nielsen, der er direktør hos Danica Ejendomme, til Ekstra Bladet.
God investering
Direktøren siger videre, at det har været en meget fin handel og en god investering. I selskabet er de derfor godt tilfredse med prisen på 550 millioner.
– Ellers havde vi beholdt ejendommen.
– Arp-Hansen har været lejere hos os i mange år. Vi optog derfor dialogen og endte med at lande en aftale med en god pris for os, siger direktøren.
Handlen er gået igennem og Arp-Hansen Hotel Group har overtaget ejendommen, som er tinglyst.
Desuden kan Michael Nielsen fortælle, at hotellets kunder ikke kommer til at mærke den store forskel på det skiftende ejerskab.
Arp-Hansen Hotel Group ejer en række hoteller. Foruden The Square har selskabet blandt andet Wakeup Copenhagen-hotellerne, Tivoli Hotel & Congress Center og Imperial Hotel.