Efter mere end 50 års produktion er det endegyldigt slut med “Himlens dronning”, det ikoniske Boeing 747-fly.
747eren har været brugt til rigtigt mange formål: som fragtfly med enorm kapacitet, som rutefly med plads til næsten 500 passagerer og sågar som USAs præsidents særlige Air Force One-fly – samt som medvirkende i James Bond-filmen “Lev og lad dø” fra 1973.
Produktionen af Boeing 747 begyndte i 1969. Dengang var det verdens største kommercielle fly og det første, som havde to midtergange. Der var to etager. Den øverste gik fra cockpittet og omkring en tredjedel ned over flyet, hvilket fik nogen til at omtale flyet som “Hvalen”.
I dag er der ifølge luftfartsanalyseselskabet Oirium blot 44 passagerfly af typen Boeing 747 i drift. 25 af dem flyves af tyske Lufthansa. 314 Boeing 747-fly er stadig i brug som fragtfly.
747eren har en længde på 70,6 meter og et vingefang på 64,6 meter. Flyet er 19,4 meter højt.