Den høje vækst i lastbiltrafikken er aftagende på Storebæltsbroen, mens der fortsat er vækst for godstrafik på Øresundsbron. Samlet bidrager udviklingen positivt til resultatet for årets tredje kvartal.
På Storebæltsbroen steg den samlede vejtrafik med 10,0 pct. i forhold til samme periode sidste år. Personbiltrafikken steg med 10,7 pct. og lastbiltrafikken med 4,5 pct. Indtægterne fra vejtrafikken var på 2.361 mio. kr. og steg 182 mio. kr. i forhold til de første ni måneder af 2021.
Trafikken ligger for første gang på niveau med samme periode i 2019 før pandemien med kun 0,1 pct. til forskel. Vejindtægterne er 125 mio. kr. højere end samme periode i 2019.
På Øresundsbron steg trafikken med 55,0 pct. i forhold til samme periode i 2021. Personbiltrafikken steg med 61,0 pct., mens lastbiltrafikken steg med 9,3 pct. I forhold til samme periode i 2019 inden covid-19 pandemien er den samlede trafik fortsat 9,7 pct. lavere.
– Det er første gang siden covid-19, at vi ser fritidstrafik på samme niveau som før pandemien køre over Storebæltsbroen. På Øresundsbron er der også kraftig fremgang i fritidstrafikken og desuden en fortsat høj vækst i lastbiltrafikken. Samlet set bidrager den stigende trafik positivt til resultatet for perioden, men vi forventer fortsat, at årets resultat vil være påvirket af den stigende inflation, siger CEO i Sund & Bælt, Mikkel Hemmingsen