Denne udvikling i forbrugsmønstrene er en del af forklaring på, at mange af HORESTAs medlemmer forventer et fald i omsætning i december sammenlignet med 2019, mener Kristian Nørgaard, politisk direktør i HORESTA, på baggrund af nye tal fra en analyse blandt HORESTAs medlemmer.
Analysen viser blandt andet, at restaurantvirksomhederne er mere pessimistiske end overnatningsvirksomhederne.
”Det er en tid med mange ubekendte, og udviklingen i økonomien og inflationen har betydet, at mange har skullet spare, da pengene ikke rækker til det samme som tidligere. Det har nogle virksomheder i vores erhverv kunnet mærke i løbet af efteråret. Nu kigger de ind i en december, hvor der også skal være pakker under træet, og det tyder på, at vores medlemmer forudser, at det kan være på bekostning af nogle af de fantastiske oplevelser, som de udbyder,” siger Kristian Nørgaard, politisk direktør i HORESTA.
Den mindste tro på december-omsætningen finder man udenfor København. Her forventer 40 pct. af overnatningsvirksomhederne et fald, mens 30 pct. tror på højere omsætning end i 2019. Hos restauranterne uden for hovedstaden forventer 61 pct. lavere omsætning end i 2019, mens kun 20 pct. tror på højere omsætning.
I København er billedet noget anderledes. Blandt restauranterne forventer 44 pct. omsætningsnedgang, men hvert tredje serveringssted tror dog på, at de kan løfte omsætningen sammenlignet med 2019.