Ved udgangen af 2023 bliver Tivolis elforbrug forventelig dækket af vedvarende energi. Tivolis kommende elkøbsaftale bakker op om Danmarks nationale mål om at reducere CO2 udledning.
Tivolis direktør, Susanne Mørch Koch, siger om den nye elkøbsaftale:
”Med den nye aftale tager vi et vigtigt skridt i forhold til at nedbringe vores CO2-udledninger. Vi er glade for, at den nye elkøbsaftale kommer det danske elnet til gavn, samtidig med, at aftalen bidrager direkte til Danmarks nationale mål om at reducere CO2 udledning.”
Tivoli har indtil nu dækket sit elforbrug med køb af grønne certifikater på vedvarende vindenergi, men forlystelseshaven tager nu skridtet videre med indgåelsen af elkøbsaftalen, som nedbringer Tivolis CO2 udledning, og sikrer, at der bliver produceret ny grøn energi til det fælles danske elnet.