Annons:

SAS skærper tonen og truer med betalingsstandsning

Det højeste antal passagerer siden begyndelsen af coronaepidemien købte i flybillet til det skandinaviske luftfartsselskab, som dog stadig slås med et underskud. Nu lægger topchefen pres på for at få medarbejderne til at bakke stor spareplan op. Ellers vil SAS muligvis ikke kunne betale sine regninger.

Passagererne er begyndt at vende tilbage til flysæderne, og det kan ses i regnskaberne, som dog stadig viser et solidt underskud.

SAS gik ud af april-juni med et underskud på 1,6 milliarder svenske kroner men har likvide midler i kassen for 8,5 milliarder svenske kroner, viser regnskabet, som kom tirsdag morgen.

I 2. kvartal steg passagertallet med 28 procent, og belægningen på flyene nåede op på 67 procent, svarende til 11 procentpoint mere end for et år siden. Billetsalget for sommeren ser lige nu ud til at bringe SAS op på en belægning på 80 procent af, hvad den var i sommeren 2019.

»SAS fortsætter fremgangen for virksomheden og har i kvartalet oplevet det højeste antal passagerer, siden pandemien begyndte. Samtidig fortsætter arbejdet med den nødvendige omstillingsplan, SAS Forward,« siger SAS’ topchef, Anko van der Werff, i en kommentar.

Han lægger nu massivt pres på medarbejderne for at få en aftale om den omfattende spareplan på plads.

»Med tanke på de begrænsede fremskridt, som hidtil er gjort, kan der ikke gives nogle garantier for, at SAS Forward vil kunne komme fremgangsrigt i mål. Hvis den forventede ansvarsfordeling, konvertering af gæld og ny anskaffelse af kapital ikke gennemføres som planlagt, vil SAS ikke kunne bære den eksisterende kapitalstruktur og nuværende likviditetsniveauer, og det kan ikke udelukkes, at SAS kan ende med at være ude af stand til at imødegå sine forpligtelser, når de forfalder på længere sigt,« skriver Anko van der Werff.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.