Den franske løbsorganisation bag Tour de France, ASO, er 20. januar på besøg i København. Her skal de sammen med lokale projektfolk fra de fem danske mål- og startbyer og de relevante danske myndigheder gennemgå detaljer for de tre danske etaper, herunder bl.a. drøfte sikkerhed og beredskab.
”Det er så stort. Lige om lidt kommer Tour de France til Danmark og til København, og vi glæder os helt vildt til, at de førende cykelryttere skal ræse gennem vores hovedstad og smukke land. Det bliver et brag af en folkefest. Derfor ser jeg og den danske tour-organisation frem til at tale med løbsdirektør Christian Prudhomme om den danske tourstart,” siger bestyrelsesformand for Grand Départ Copenhagen Denmark 2022 og overborgmester i København, Sophie Hæstorp Andersen.
Den franske ASO-delegation vil i forbindelse med besøget også gennemkøre den første etape og se nærmere på en række centrale steder i København. Det gælder bl.a. Tivoli, samt pressecenteret i Bellacenteret og Kongens Nytorv, hvor fanparken ift. tourstarten skal placeres; alle steder som skal servicere et stort antal mediefolk og fans.
ASO forventer at have den endelige tekniske rapport klar i foråret 2022, hvor opbygningen af mål- og startområderne og de tre etaper lægger fast.