Lavprisselskabet Wizz Air, som med stor selvtillid annoncerede en større nordisk satsning med et stort antal ruter i bl.a. Norge, præsterede eet underskud på 482 mio. Euro i det Corona-regnskabsår, selskabet lagde bag sig ved udgangen af marts måned.
Underskuddet kommer efter et overskud på 345 mio. Euro året før. Alene i det sidste regnskabskvartal, fra januar til marts i år, nåede lavprisselskabet et såkaldt ”cash burn” på 84 mio. Euro per måned. Udtrykket er en betegnelse for netto-likviditetsforbruget på en måned.
Frem til slutningen af denne åned udnytter Wizz Air kun 30% af sin flykapacitet, og selskabet oplyser i en børsmeddelelse, at man også i det indeværende regnskabsår forventer underskud; Med mindre der da forinden kommer et ”accelereret og permanent løft” i de rejserestriktioner, som gælder i de fleste Europæiske lande.
Topchefen i Wizz Air, Jozef Varadi, siger i en kommentar til regnskabstallene, at Covid 19-retriktionerne har varet længere end man havde forventet. Alligevel er han ”forsigtigt optimistisk” med hensyn til en bedring af driften i selskabet.
Wizz Air lancerede i November sidste år en større satsning på det nordiske marked, startende med et stort antal nye flyruter i Norge. Lavprisselskabets entre på det norske marked skabte massiv debat i Norge, særligt fordi Wizz Air-ledelsen ivrigt fastholdt, at man ikke ville tegne overenskomster med personalet, som skulle bemande de norske baser.
Men i sidste uge kom det frem, at Wizz Air nu trækker sig helt fra det norske marked igen, allrede fra midten af denne måned.
I de seneste 12 måneder frem til udgangen af maj fløj Wizz med 11,4 mio. passagerer mod 33,5 mio. et år tidligere. Selskabet har hovedkontor i Budapest, men er børsnoteret i London.