Annons:

Direktør i DRF, Lars Thykier

Melder om skuffende salg i højsæsonen

Rejsebureauer melder samstemmende, at kunder er tilbageholdende med at booke ferierejser i højsæsonen.

Efter forrige uges melding om grænseåbninger voksede optimismen blandt rejsebureauerne markant; Udsigten til en højsæson hvor det, trods begrænsninger, er muligt at sende kunderne sydpå til populære ferierejsemål i Europa, var positiv.

Men nu, mindre end to uger efter regeringens melding om grænseåbningerne, melder mange rejsebureauer samstemmende, at den ventede efterspørgsel, indtil videre, er udeblevet. Det er Finans.dk, som har talt med ledelsen i bl.a. Best Travel, Primo Tours, Apollo og Spies Rejser. Og herfra er meldingen enslydende, at man ganske vist sælger ferierejser i højsæsonen, men langt mindre end man havde håbet.

Til gengæld er der, hos bl.a. Spies Rejser, større efterspørgsel end sædvanligt for årstiden, på rejser til efterår og vintersæson. Både Jan Vendelbo fra Spies og hans kolleger hos Best Travel og Primo Tours vurderer, at kunderne afventer at de er færdigvaccinerede, før de vil booke en ferierejse til udlandet.

Hos Danmarks Rejsebureau Forening bekræfter direktør Lars Thykier tendensen: ” Bookingerne ligger lavt, men vi håber og tror, at der vil komme mere gang i salget, efterhånden som flere bliver vaccinerede, smittetrykket falder og flere rejsemål åbner” siger DRF-direktøren til Finans.dk

Hos Travelmarket.dk konstaterer direktør Ole Stouby, at han ”aldrig har set så lave priser i juli måned” på ferierejser. Prisniveauet er, vurderer han, en konsekvens af den lave efterspørgsel på ferierejser i højsæsonen.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.