Efter at et bredt folketingsflertal sent tirsdag blev enige om en række udvidelser af forskellige Corona-hjælpepakker til dele af dansk erhvervsliv, meldte Danmark Rejsebureau Forening skuffelse over, at aftalen ikke bød på effektiv hjælp til danske rejsebureauer.
DRF-direktør Lars Thykier kalder rejsebranchen for ”de facto nedlukket” og kritiserer blandt andet, at rejsebureauerne ikke, i lighed med andre erhvervssektorer, får mulighed for lønkompensation og at lægge virksomheder ”i dvale”.
Og kritikken fik onsdag erhvervsministeren til at reagere. Overfor TV2 bekræftede Simon Kollerup således, at han i den kommende tid vil undersøge, om og hvordan også rejsebureauerne kan hjælpes i de kommende måneder.
Kollerup konkretiserede ikke hvilke mulige hjælpeinitiativer han har i tankerne, men understregede at han ikke selv mener, at rejsebureauerne er blevet ”glemt” i forhandlingerne.