Annons:

CPH bliver spydspids i grønt EU-samarbejde

Med tocifret millionbeløb i ryggen skal Københavns Lufthavn være ”fyrtårnslufthavn” i et nyt EU-samarbejde, der skal sikre CO2-venlige løsninger i Europas lufthavne.

”Med projektet ønsker vi at udvikle løsninger og skabe et samlet koncept for, hvordan fremtidens lufthavn kan designes. Vi skal kunne levere infrastruktur til fremtidens fly, som både kan være elektriske eller flyve på brint og andre bæredygtige brændstoffer,” siger Københavns Lufthavns administrerende direktør, Thomas Woldbye.

Københavns Lufthavn skal som spydspids blandt andet gå forrest i udviklingen af infrastruktur, så andre europæiske lufthavne i fremtiden kan servicere fly, som flyver på eksempelvis biobrændsel eller brint. Desuden skal CPH undersøge, hvordan vedvarende energi, som f.eks. solceller, i større grad kan anvendes.

Thomas Woldbye siger til Berlingske, at der er tale om en proces, som den danske hovedlufthavn skulle have været igennem under alle omstændigheder, men som nu forceres med den nye EU-bevilling på 90 mio. kr. ” Projektet vil formentlig accelerere den indsats, vi ellers ville have igangsat, for vi skal ikke kun gøre det for vores egen skyld, men også for andre europæiske lufthavne, hvor vi i sidste ende skal aflevere nogle løsninger til EU. Jeg tror, at det vil accelerere indsatsen på nogle områder, som vi ikke ville have kastet os over med det samme”, lyder det fra lufthavnsdirektøren.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.