Covid 19-pandemien har givet markant lavere aktivitet for Sunclass Airlines. Selskabet er en del af charterkoncernen Northern Leisure Travel Group, der også omfatter charterarrangørerne Spies og Ving.
I en pressemeddelelse forklarer den administrerende direktør, Torben Østergaard, at udsigterne for de kommende sæsoner ”nu er så dystre, at vi er tvunget til at tilpasse forretningen en virkelighed med færre flyvninger”.
I Sverige opsiges samtlige 175 kabineansatte, et skridt der var ventet i forvejen efter at det i sidste uge kom frem, at den svenske fagforening Unionen havde afvist at acceptere en fælles lønnedgang på 20% for sine medlemmer blandt de ansatte. Både norske og danske kabineansatte har tidligere accepteret lønnedgangen, der er en konsekvens af Corona-nedlukningen i selskabet.
Torben Østergaard siger i pressemeddelelsen, at man fra ledelsens side er både overrasket og skuffet over den svenske fagforening, som ”ikke kan se bort fra deres politiske holdning og række hånden ud til os, så vi kan bevare vores arbejdspladser”.
De danske opsigelser skal i de kommende uger forhandles med de berørte fagforeninger, og de endelige opsigelser ventes udsendt til medarbejderne i slutningen af august.