Gårsdagens opdaterede rejsevejledninger fra Udenrigsministeriet resulterede, som forventet, i en skærpet rejsevejledning for Spanien, som efter en markant stigning i Corona-smittetrykket er gået fra ”Gul” til ”Orange”, så myndighederne nu fraråder alle ikke-nødvendige rejser til landet.
Den skærpede rejsevejledning betyder nye tab for de rejsebureauer, som efter en omsætningsløs forsommer var begyndt at sende ferierejsende til Spanien, og som nu igen skal i gang med at annullere og refundere bestilte rejser.
Danmarks Rejsebureau Forening kalder i en pressemeddelelse beslutningen om at ”lukke” hele Spanien for danske ferierejsende for ”urimelig”, og opfordrer myndighederne til at genoverveje muligheden for at indføre regionale rejsevejledninger. Ifølge organisationen vil det ikke blot være relevant i tilfældet Spanien, men bør også gælde en række andre lande, hvor myndighederne i dag fraråder alle unødvendige rejser. Eksempelvis USA, Indien, Kina, Thailand, Tyrkiet og Tyskland.
Ønsket om regionale rejsevejledninger begrunder DRF med, at afstandene i f.eks. Spanien er så store, at det ikke giver mening at nedlukke for ferierejser til hele landet, fordi enkelte regioner er særligt hårdt ramt af Covid-19 tilfælde.
Men hverken fra politisk hold eller i Udenrigsministeriet har tanken om regionale rejsevejledninger vundet opbakning, indtil videre. Således oplyste Udenrigsministeriet allerede i juli måned, at regionale rejsevejledninger ikke er mulige fordi det vil være for administrativt besværligt at udarbejde og vedligeholde dem.