Ventetiden for kunder, der afventer tilbagebetalinger fra rejsebureauet Sunweb, vil være op til et år. Bureauet sendte i denne uge en e-mail til kunderne med besked om, at de foreløbig bliver udstyret med en voucher, der er gyldig i 12 måneder. Først derefter kan kunderne forvente at få deres penge retur.
Ifølge B.T. er bureauet bevidst om at fremgangsmåden er i strid med lovgivningen, men direktør Deniz Jensen undskylder situationen med, at kassen er som: ” Vi er ramt på vores cashflow, da regeringen har leget kispus med os ift. rejsevejledningerne. Så vi har ingen penge i kassen. Folks penge har vi jo brugt til forudbetalinger” siger han.
Ifølge Deniz Jensen arbejder Sunweb på et alternativ til de lovede vouchers, som han forventer vil være klar ”meget snart”. Direktøren forklarer til BT, at metoden med midlertidige vouchers sikrer kunderne, at de kan få deres tilgodehavender refunderet i Rejsegarantifonden, hvis Sunweb går konkurs inden alle tilbagebetalingsforpligtelser er opfyldt.
Forbrugerorganisationen TÆNK slår fast at fremgangsmåden med midlertidige vouchers er klart ulovlig, og svarer til at rejsebureauet får et 12 måneders rentefrit lån af de kunder, der har penge til gode. Organisationen anbefaler kunderne at klage til Pakkerejse-ankenævnet. Alternativt er man som kunde henvist til at gå rettens vej, vurderer TÆNK.