Konsekvenserne af Corona-krisen er tydelige i kvartalsresultatet for tyske Lufthansa, der må notere et minus på 15,8 mia. kr. i årets første tre måneder. Det er mere end en femdobling i forhold til resultatet i samme periode sidste år, der lød på minus 2,5 mia. kr. Første kvartal er normalt tabsgivende for flyselskaber.
Udover indtægtstabet ved at have størstedelen af sin flyflåde parkeret på grund af rejserestriktioner er resultatet påvirket med to mia. kr. i nedskrivninger på flyflådens værdi. Lufthansa har valgt at reducere værdien af sine fly fordi, forklarer selskabet, markedet for passagerfly er præget af en massiv overkapacitet, ligeledes som konsekvens af Corona-pandemien.