Zleep Hotels er nu klar til at gøre debut i det sydlige Europa. Kædens tyske medejer, Deutsche Hospitality, har netop offentliggjort, at de åbner det første Zleep-hotel på spansk jord.
Den danske hotelkæde Zleep Hotels åbner deres første hotel i det sydlige Europa i 2021 med lufthavnshotellet Zleep Hotel Madrid Airport.
– Der er sket meget i Zleep, siden vi åbnede det første hotel tilbage i 2003. Med et dedikeret team af medarbejdere er det lykkedes os at blive et succesfuldt hotelbrand i Skandinavien, fortæller CEO i Zleep Hotels, Peter Haaber, og tilføjer:
– Vi glæder os meget til at åbne hotel i Spanien og dermed bevæge os ind på et nyt, spændende marked.
Også den tyske hoteloperatør, Deutsche Hospitality, ser frem til at udvide deres repertoire af hoteller i Spanien, og ser her Zleep Hotels som en rigtig god mulighed for at få et endnu større fodfæste:
– Spanien er et enormt attraktivt marked for os. Her er potentialet stort for både resorter og limited-service hoteller. Zleep komplimenterer vores portefølje af hotelbrands, og sikrer at vores gæsteskare også kan tilgå hoteller i limited-service sektoren, hvor kvalitet, service og design kan fås til attraktive priser, fortæller CEO i Deutsche Hospitality, Thomas Willms.
I Spanien har Deutsche Hospitality i forvejen det 5-stjernede Steigenberger Hotel & Resort Camp de Mar på Mallorca. Det nye Zleep-hotel i Madrid får 280 værelser. Zleep Hotels har i dag 11 hoteller i Danmark og et i Sverige.