I det seneste regnskab varsler flyselskabet SAS, at omkostningerne i 2023 skal falde med milliarder.
SAS vil spare mellem 1,5 og 2 milliarder svenske kroner frem mod 2023, skriver selskabet i deres årsregnskab, som de fremlagde torsdag. Det svarer til en besparelse på 1,1-1,4 milliarder danske kroner, skriver Ritzau.
En stor del af pengene skal komme ved udskiftningen af flåden fra gamle fly til nye fly. Derudover vil SAS også finde besparelser gennem en mere forenklet administration ved blandt andet øget digitalisering og automatisering, som kommer til at kost stillinger i flyselskabet.
Sidst vil SAS have et nyt system oppe i 2022, der skal sikre at flyene bliver mindst muligt på jorden, og at piloter og stewardesser er vagtsat mest optimalt, skriver Ritzau
– Vi er en industri, hvor vi løbende skal effektivisere for at sikre, at vi holder trit med konkurrenterne. Det kommer vi også til at fortsætte med i fremtiden, siger Simon Pauck Hansen, der er direktør for SAS i Danmark.
Lønudgifterne hos SAS steg i seneste kvartal med 150 millioner kroner.