Flere flyselskaber verden over melder den seneste tid om økonomiske problemer, og nu har tyrkiske AtlasGlobal meddelt, at flyselskabet holder alle deres fly på jorden.
AtlasGlobal har besluttet at holde alle deres fly på jorden i næsten en måned.
– I henhold til vores flyselskabs beslutning har vi gået ind i en ny fase af omstrukturering for at give dig en unik flyoplevelse. Fra 26. november 2019 har vi midlertidigt suspenderet alle vores fly indtil 21. december 2019, skriver AtlasGlobal på deres hjemmeside.
Tyrkiske AtlasGlobal har haft økonomiske problemer, der blandt andet skyldes terrorangreb i 2015-2016. Derudover har en svingende tyrkisk lira i andet halvår af 2018 påvirket det indre tyrkiske marked for flyselskabet, der har ført til et fald i efterspørgslen, skriver Simpleflying.com.
Flyselskabets billetsalg vil blive standset indtil den 16. december 2019.