Den globale flytrafik, målt i RPK, steg 3,8 procent i september fra samme periode året før. Det annoncerer den internationale luftfartsorganisation IATA. Måneden før var væksten også 3,8 procent.
I september steg kapaciteten, målt i ASK, med 3,3 procent, mens kabinefaktoren steg 0,4 procentpoint til 81,9 procent.
– September udgjorde den ottende måned i træk med en global efterspørgsel under gennemsnittet. I betragtning af den faldende handelsaktivitet og handelskrig, stigende politiske og geopolitiske spændinger og en langsommere global økonomi er det vanskeligt at se denne tendens vende i den nærmeste fremtid, siger Alexandre de Juniac, IATAs generaldirektør.
Fordelt i regioner voksede Nordamerika mest med en RPK, der steg 5,1 procent. Afrika tog den nederste placering med en vækst på 1,7 procent.
For nyligt annoncerede Københavns Lufthavn, at lufthavnens samlede trafik i 2019 er uændret i forhold til sidste år med i alt 26 mio. passagerer.