Regeringen indgår et klimapartnerskab med luftfartsbranchen, hvor koncerndirektør i SAS, Simon Pauck Hansen, bliver formand. Partnerskabet skal sikre en mere bæredygtig luftfart.
Luftfarten udgør en stor del af betydningen for Danmarks samfundsøkonomi og også CO2-udledningen. Derfor har den danske luftfartsbranche nu indgået et klimasamarbejde med den danske regering.
– Vi er afhængige af luftfarten for at kunne komme effektivt rundt i verden. Derfor er det afgørende, at vi fortsat kan flyve, men vi må og skal flyve grønnere, end vi gør i dag, siger transportminister Benny Engelbrecht.
Hovedparten af CO2-udledningen fra luftfartsbranchen kommer fra flytrafik. Derfor er det afgørende for ministeren, at formandsskabsstolen bliver besat af en person med en central rolle blandt luftfartsselskaberne. Og som Skandinaviens ledende luftfartsselskab bliver det koncerndirektøren i SAS, Simon Pauck Hansen, der bliver formand for samarbejdet.
– Simon Pauck Hansen har et indgående kendskab til branchen, og derfor er jeg meget glad for, at han har takket ja til at være formand for regeringens nye klimapartnerskab. Jeg ser meget frem til vores fælles arbejde mod en mere bæredygtig luftfart, udtaler transportminister Benny Engelbrecht.
Koncerndirektøren i SAS har også store forventninger til samarbejdet.
På mange områder, eksempelvis inden for biobrændstoffer og elektriske fly, ser vi ideer til udvikling af banebrydende ny teknologi, og derfor har vi troen på at det er muligt at lancere bæredygtige løsninger samtidig med, at vi sikrer vækst, tilgængelighed og arbejdspladser i hele Danmark, siger Simon Pauck Hansen.