Qantas Airways har sat en ny rekord for verdens længste flyvning uden stop.
Det australske flyselskab Qantas har sat en ny rekord efter at have fløjet et passagerfly fra New York til Sydney uden mellemlanding.
Den 16.200 kilometer lange flyvning tog 19 timer og 16 minutter, og søndag morgen kunne de 49 passagerer og besætning gå ud af den nye Boeing 787-9 Dreamliner i Kingsford Smith Airport i Sydney.
Den gamle rekord for verdens længste kommercielle flyvning var Singapore Airlines med sin 18,5-timers rute mellem Singapore og Newark lufthavn nær New York.
Qantas begrænsede antallet af passagerer og mængden af bagage på den første testrejse for at sikre, at de kunne tanke brændstof nok.
Blandt de 49 passagerer, der fik æren af at være med på turen, var flere Qantas-chefer, journalister og forskere, som målte sundheden for besætningen om bord undervejs. Det skriver nyhedsbureauet NTB.