Great Dane Airlines, der havde sin første flyvning i juni, har siden da været under stor udvikling og køber nu sit tredje fly til flåden.
Nu kan danskerne se frem til endnu flere charterafgange fra Aalborg, hvor Great Dane Airlines køber deres tredje Embraer E195.
Danmarks nye flyselskab annoncerede senest et samarbejde med Sun Charter og et udvidet samarbejde med Bravo Tours, så flyselskabet står for alle rejsebureauets charterflyvninger fra Aalborg Lufthavn i 2020.
– Vi har fået en fantastisk modtagelse, og vi er selvsagt meget stolte over nu at kunne udvide samarbejdet med Bravo Tours. Det kommer til at have stor betydning for vores antal af charterflyvninger, som vil stige markant, fortæller adm. direktør i Great Dane Airlines, Thomas Hugo Møller.
De nye samarbejder har været med til at sørge for, at flyselskabet nu får brug for endnu et fly, fortæller direktøren:
– Den stigende efterspørgsel har medført et akut behov for øget kapacitet, og derfor har vi valgt at investere i endnu en Embraer E195, så vi fremover kan fragte endnu flere danskere til sydens sol uden at gå på kompromis med komforten, fortæller Thomas Hugo Møller.
Great Dane Airlines er det eneste selskab i Danmark med de brasilianske Embraers jetfly.