British Airways modtog i går deres første Airbus A350, som kommer til at have flyselskabets nye business class, Club Suite.
British Airways har modtaget deres første af 18 nye A350-fly. Inden året er omme, kommer flyselskabet til at have modtaget 4 nye fly af Airbus-modellen.
– Vi er glade for at byde den første af vores A350’ere velkommen til flåden, siger Carolina Martinoli, og fortsætter:
– A350 er et fantastisk fly og et fremragende showpiece for britiske ingeniører. Vores kunder vil elske pladsen, lyset og komforten om bord, afslutter hun.
De nye fly kommer til at have British Airways nye business class, Club Suite, med en lukket kabine, 40 procent mere plads, 18,5 tommer skærme og mere.
I august vil det nye A350-fly flyve på korte distancer mellem London og Madrid. I september starter flyet på langdistanceruter til Dubai, Toronto, Tel Aviv og Bengaluru.