Ifølge Sofi Sjöberg, analytiker hos Tillväxtverket, der er et svensk agentur for økonomisk- og regional vækst, stiger turismen i Sverige hurtigere end landets samlede eksport. Sidste år omsatte turistsektoren for 337 mia. SEK. Det er en stigning på 6 procent siden 2017.
Det er ikke den svage svenske krone, der tiltrækker udenlandske turister til Sverige. Internationale rejser stiger globalt, og udvikling er drevet af større velstand i lande som Kina og Indien. Det mener analytikeren Sofi Sjöberg.
Hun mener ikke, der er en sammenhæng mellem den svenske krone og turismen:
– Man siger ofte, at Sverige bliver attraktivt, fordi vi har en svag krone. Men hvis man ser over tid, kan man ikke se nogen stærk sammenhæng mellem kronekursen og turismen i Sverige, siger Sofi Sjöberg til nyhedsbureauet TT.
Her kan du se, hvor turisterne kommer fra i Sverige, ifølge Tillväxtverket:
- Norge (+ 4 procent)
- Tyskland (+ 2 procent)
- Danmark (+ 16 procent)
- USA (+ 10 procent)
- Storbritannien (- 5 procent)
- Nederlandene (+ 1 procent)
- Finland (+ 4 procent)
- Schweiz (+ 6 procent)
- Kina (- 5 procent)
- Frankrig (+ 4 procent)