En ny rute fra Norwegian i Billund Lufthavn bliver flyselskabets niende rute.
Norwegian åbner endnu en rute fra Billund Lufthavn. Denne gang går turen til Gran Canaria. Det skriver Norwegian i en pressemeddelelse.
Det bliver flyselskabets niende rute fra Billund Lufthavn. Hos Norwegian er man glade for at fortsætte offensiven:
– Vi er meget tilfredse med at kunne offentliggøre endnu en rute fra Billund Lufthavn – denne gang til Las Palmas på Gran Canaria, som er en af danskernes favoritdestinationer i vinterhalvåret, siger Senior Vice President Commercial Short Haul, Magnus Maursund, og fortsætter:
– De rejsende fra Billund har taget godt imod vores sommersatsning, så nu glæder vi os til at byde de rejsende ombord i vores flåde af moderne, komfortable og mere klimavenlige fly.
Den nye rute mellem Billund (BLL) og Las Palmas/Gran Canaria (LPA) starter den 30. oktober med en ugentlig afgang hver onsdag.
Norwegians vinterprogram har også to nye ruter fra Københavns Lufthavn til München og Fuerteventura.