Annons:

Aalborg Lufthavn mangler rejseudbud til udlandet

Aalborg Lufthavn havde et stort fald i passagertallet for maj måned i forhold til sidste år. Det skyldes særligt, at der er færre, som efterspørger rejser til udlandet.

Godt 135.000 passagerer rejste til og fra Aalborg Lufthavn i maj. Det er en tilbagegang på 10,1 procent i forhold til maj måned sidste år, hvor passagertallet var næsten 150.000.

Udenrigstrafikken i maj 2019 gik tilbage med 14,6 procent. 46.000 passagerer rejste gennem lufthavnen i år mod 54.000 passagerer i maj 2018. Det ses også på chartertrafikken, som var på 14.000 rejsende i lufthavnen mod 17.000 i samme måned sidste år. Det er en tilbagegang på 14 procent.

Også antallet af indenrigsrejsende faldt med 6,2 procent i forhold til maj 2018, hvor der var godt 80.000 rejsende til og fra København og Bornholm mod 74.000 i år.

– De første dage i maj startede ud med den igangværende pilotstrejke hos SAS, som resulterede i en række aflysninger til og fra København, hvorfor en månedstilbagegang var forventet. I lyset af dette er en tilbagegang på 6,2 procent derfor acceptabel, hvor belægningen i resten af måneden for både SAS og Norwegian har været fornuftig, siger Søren Svendsen.

Lufthavnsdirektøren er dog stadig optimistisk på resten af året:

– Vendes blikket mod forpladsen står Great Dane Airlines’ første fly klar til at sætte kursen mod Edinburgh, Dublin og Nice i slut juni samt til flere charterdestinationer. Derudover er ruter som Amsterdam, Malaga, Barcelona og Antalya i fortsat god udvikling med en høj belægning i maj måned, hvorfor vi ser et stærkt rejseudbud til udlandet op mod skolernes sommerferie, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Sidste måned indviede Aalborg Lufthavn deres nye security flow, der er 80 procent mere effektivt end det tidligere og giver passagererne kortere ventetid, når de skal igennem sikkerhedskontrollen.

Kommentarer är stängda.

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.