Annons:

Aarhus Lufthavn falder i passagerer

Aarhus Lufthavns trafiktal for april viser en tilbagegang i passagerer. Lufthavnen forklarer, at det blandt andet skyldes strejken i SAS og påskens placering.

For første gang i 15 måneder oplever Aarhus Lufthavn en tilbagegang i antal passagerer. Lufthavnen viser en tilbagegang på 2,3 procent i sidste måned i forhold til april 2018.

Det er særligt indenrigstrafikken, der har haft nedgang. Den faldt 12,8 procent i april i forhold til samme periode sidste år. Det skyldes blandt andet strejken i SAS, som sluttede i fredags, fortæller Peter Høgsberg, direktør i Aarhus Lufthavn:

– Selvom flyvningerne i Aarhus kun i begrænset omfang er ramt, er vi langtfra gået fri af negative følgevirkninger. Mange østjyder benytter vores ruter til fx København og Oslo som hub til øvrige destinationer ude i verden, men da strejken i høj grad lammer SAS-flyvningerne fra de andre lufthavne, er efterspørgslen på ruterne fra Aarhus for en stund aftaget, siger Peter Høgsberg.

Også påskens placering i april har påvirket lufthavnen:

– Samtidig er Aarhus Airport i vid udstrækning en erhvervslufthavn, og det betyder, at påsken traditionelt er en stille periode for os. Det er også tilfældet i år, fortæller Peter Høgsberg.

Udenrigstrafikken steg derimod med 5,3 procent.

Kommentarer är stängda.

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.