Den administrerende direktør i Dansk Rejsebureau Forening, Lars Thykier, fortæller, at selskaber og rejsebureauer har forskellige regler for flyaflysninger eller forsinkelser.
Der er lige nu en strejke igang blandt SAS’ piloter, hvilket gør at 673 flyafgange fra SAS er blevet aflyst. Hvis man er en af dem, der er påvirket af aflysninger, fortæller Lars Thykier fra Dansk Rejsebureau Forening i en pressemeddelelse, hvad passager skal gøre:
– Hvis flyrejsen bliver aflyst, er det som udgangspunkt flyselskabets ansvar at ombooke passagerens billet til en anden flyvning så hurtigt som muligt, siger Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, og tilføjer:
– Hvis flybilletten er en del af en pakkerejse, skal rejsebureauet sørge for at gæsten bliver kompenseret ud fra de regler, der er i den danske pakkerejselov. De kan også være behjælpelige med at ombooke til andre selskaber uden ekstraomkostninger for forbrugeren, fortæller Lars Thykier.
Hvis aflysningen eller forsinkelsen betyder, at man går glip af en begivenhed, kan man også ophæve rejsen, fortæller direktøren:
– Står du i lufthavnen og kan se, at din bookning på grund af en forsinkelse eller aflysning vil gøre, at du misser en oplevelse, hvor eventbilletten er en del af pakkerejsen, kan du i mange tilfælde have krav på at ophæve hele rejsen, hvis det er det, du ønsker, siger Lars Thykier.
Hvis det er tilfældet, skal man selv kontakte flyselskab, hotel, biludlejer og andet.
Der kan også være mulighed for at søge kontant kompensation direkte hos flyselskabet efter forordning 261/2004. Rejsebureauer hæfter dog ikke efter forordningen.