Det bliver den forholdsvist nyansatte IT-chef i Norwegian, Kurt Simonsen, der skal stå i spidsen for en ny afdeling, der integrerer kundeservice og digitale løsninger.
Kurt Simonsen kom til lavprisselskabet som IT-direktør sidste år. Den nye afdeling, der har fået navnet Customer and Digital Innovation, samler en række kunderettede funktioner og serviceydelser og flyselskabets IT. Den utraditionelle organisationsændring skal, ifølge selskabet, resultere i en ”forbedret kundeoplevelse”.
– Jeg er meget tilfreds med, at Kurt Simonsen har takket ja til rollen som Chief Customer and Digital Officer i Norwegian, hvor afdelingen for it, e-commerce, salg, marked, kundeservice og Reward nu samles,” siger Norwegians koncernchef, Bjørn Kjos. Han tilføjer, at den nye afdeling og Kurt Simonsen fremover får det overordnede ansvar for alle kunderelationer samt flyselskabets ”digitale ressourcer og udvikling”, herunder arbejdet med at styrke salgsindsatsen overfor kunderne.
Kurt Simonsen kom til Norwegian til stillingen som IT-direktør sidste år. Organisationsændringen træder i kraft omgående, oplyser selskabet.