Wonderful Copenhagen bliver de første til at modtage certificeringen for organisationer, der gør noget særligt for bæredygtighed.
Miljøcertificeringen Green Tourism Organization er til de destinationer eller organisationer, som gør noget særligt for bæredygtighed og ansvarlig turisme. Det skriver HORESTA, der er en organisation for restaurant-, hotel- og turismeindustrien i Danmark.
Green Tourism Organisation bliver en “søster” til miljømærket Green Key.
– Vi er stolte over, at vi bliver de første til at modtage certificeringen som Green Tourism Organizations. Vi har stort fokus på, hvordan turismen i hovedstaden kan bidrage til bæredygtighed, både lokalt og globalt og dermed bidrage til FN’s 17 verdensmål. Det har vi lanceret en ambitiøs strategi for, som er en bred invitation til at tage del i arbejdet med frem mod 2030 at gøre turismen til en del af løsningen med at skabe en bæredygtig udvikling, siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.
For at blive certificeret skal man ifølge HOESTA vurderes ud fra omkring 140 forskellige kriterier som ledelsesmæssig prioritering af miljøhensyn, krav om miljørigtige indkøb og krav i forhold til organisationens forbrug af el, vand og varme.
– Det er særdeles positivt, at Wonderful Copenhagen som de første nu bliver certificeret som Green Tourism Organization. Det understreger hovedstadens ambitioner i forhold til bæredygtig turismeudvikling i et erhverv, som skaber en milliardomsætning til København og er i vækst. Vi ved, at bæredygtighed fylder mere og mere hos forbrugerne. Med Green Tourism Organizations håber vi at kunne gøre det nemmere for turisterne at finde vej til de bæredygtige destinationer, siger Katia K. Østergaard, adm. direktør i HORESTA.
Den nye certificering er en dansk opfindelse af Friluftrådet og HORESTA.