Fire dage før juleaften fyrede DAT 26 medarbejder, men det får ifølge flyselskabet ingen konsekvenser for den bornholmske rute.
Det bornholmske flyselskab DAT havde fyringsrunde den 20. december, hvor 26 medarbejdere måtte gå på juleferie med en opsigelse. Det skriver TV2Bornholm.
Ifølge flyselskabets direktør, Jesper Rungholm, skyldes fyringsrunden nedskæringer i flyselskabets charterruter, som betyder de også må sælge fly:
– Vi har taget en strategisk beslutning om at holde op med at flyve charterflyvninger med de store flyvemaskiner. Derfor har vi besluttet at sælge to af vores Airbus-fly. Det er så heldigt, at priserne på de fly er helt i top. Og da der samtidigt er et marked, der desværre ikke giver penge nok, så har vi måttet skære ned. Det har beklageligvis betydet, at vi har måttet opsige en række medarbejdere, siger Jesper Rungholm, direktør for DAT.
Fyringerne får efter sigende ingen betydning for ruten til Bornholm, da det, i modsætning til charterflyvningerne, går positivt på den bornholmske rute. Derimod planlægger DAT at udbygge den i 2019, da der har været flere aflyste afgange for færgen Molslinjen, som har fået flere til at rejse med fly:
– Vi er glade og tilfredse med den performance, som færgen leverer. Det er i hvert fald noget, vi har glæde af, siger Jesper Rungholm.