Nordica lukker nu tre flyruter fra Tallin til Oslo, Amsterdam og Sankt Petersborg.
Den lave efterspørgsel og hårde konkurrence medfører nu, at det baltiske selskab er nødsaget til at lukke ruter fra Tallin til hhv. Oslo, Amsterdam og Sankt Petersborg.
Det oplyser Nordica i en pressemeddelelse:
– Et stadig stigende antal flyselskaber etablerer ruter til Tallinn, og konkurrencen er hård. Under disse betingelser giver det mening for os at styrke den profitable eksport af flyvninger til andre markeder for at kunne sikre en økonomisk bæredygtig drift, fortæller chefen for Nordic Aviation Group, Hannes Saarpuu.
Ifølge Nordica er det den begrænsede efterspørgsel på ruterne til Amsterdam og Sankt Petersborg, der gør, at de to ruter bliver nedlagt. Den sidste rute til Oslo bliver nedlagt, da der er stor konkurrence på ruten, hvor både AirBaltic og Norwegian og har flyruter.
Lukningen af ruterne træder i kraft i begyndelsen af det nye år. Fra den 14. januar vil Nordica have otte destinationer i vintertrafikprogrammet, herunder København.
Nordica forventer en samlet nedgang i 2018 med underskud på “adskillige millioner euro”, men flyselskabet oplyser, at det vil blive profitabelt igen i 2019.