VisitAarhus får ny direktør

0

Pia Lange Christensen bliver turistorganisationen VisitAarhus’ nye direktør. Hun skal afløse Peer H. Kristensen.

Om få uger får VisitAarhus ny direktør. Det bliver Pia Lange Christensen, som kommer fra en stilling som chef i Region Udvikling i Region Midtjylland. Hun har også tidligere været bestyrelsesmedlem i VisitAarhus.

Pia Lange Christensen skal lede turismearbejdet i Aarhus:

– Det er et drømmejob for mig at stå i spidsen for Danmarks største destinationsselskab uden for hovedstaden og for den ambitiøse vækststrategi, der netop er vedtaget, siger Pia Lange Christensen.

Hun er uddannet journalist og har arbejdet som redaktionschef i Danmarks Radio og TV Midtvest. Bestyrelsesformanden i VisitAarhus, Sten Tiedemann, mener, at Pias kompetencer for lederskab, turisme og kommunikation gør hende til den rette direktør i turistorganisationen:

– Turismen i Aarhus er vokset markant, og der er fokus på området som internationalt hotspot for konference-, krydstogt- og feriegæster. Det er vigtigt, at vi beholder foden på speederen, og Pia Lange Christensen er med sit unikke kompetencesæt den helt rette profil til at styre bussen fremad, siger Sten Tiedemann og fortsætter:

– De kommercielle overnatninger er steget til 3 millioner, og med det enorme potentiale, der ligger i fusionen med Djursland, kan vi vækste endnu mere. Jeg er overbevist om, at vores nye direktør kan indfri potentialet.

Pia Lange Christensen kommer til at afløse Peer H. Kristensen, der har været direktør i VisitAarhus i syv år. Hun tiltræder sin nye stillingen i midten af maj.

Share.

About Author

Comments are closed.