Rekordmange danskere holdt ferie i Tyskland i 2019

0

Der var flere danske i Tyskland i 2019 end nogensinde før. Antallet af danske turister steg med 3,3 procent, og det tyske turistkontor forventer, at væksten vil fortsætte i 2020.

Der var 3.421.704 millioner danske overnatninger i Tyskland i 2019, hvilket er ny rekord. Det svarer til en stigning på 3,3 % i forhold til 2018. Den gennemsnitlige opholdstid for en dansker i Tyskland var på 3,8 dage i fjor.

Det stigende antal af danskere skyldes blandt andet flyskam, der får flere til at rejse med andre transportformer end fly, fortæller Bo Schou Lauridsen, turistchef i Tysk Turist Information.

– Stigningen er med stor sandsynlighed en følge af, at flere og flere fravælger fly som transportform på den anden, tredje eller fjerde ferie, og i stedet ser sig om efter nærliggende destinationer, der kan nås med bil, tog eller bus. Det kommer allerede Tyskland til gode, siger Bo Schou Lauridsen.

Forventningerne til 2020 er også positive i Tyskland. Med et dansk/tysk kulturvenskabsår, og begivenheder til at markere det, forventer man endnu mere opmærksomhed rettet mod Tyskland og dermed også flere besøgende.

– Vi mærker helt generelt en trend henimod, at Tyskland igen er blevet in at rejse til. Stigningen skal efter min overbevisning blandt andet ses på baggrund af, at flere og flere helst rejser med ren klimasamvittighed, og at Tyskland de seneste år har gjort tydeligere opmærksom på, hvad der rører sig i landet, som man kan rejse efter, siger Bo Schou Lauridsen.

Det er hovedsageligt tyske byer med kultur og shopping, der trækker i danskerne. Også vandring og cykling i den tyske natur er populært ifølge en pressemeddelelse.

I 2020 er det 100 år siden, at den nuværende grænse mellem Schleswig-Holstein og Syddanmark blev trukket. Det bliver fejret hele året ved et kulturvenskabsår, som inkluderer 12 fyrtårnsprojekter og mere end 100 enkeltarrangementer totalt set i Tyskland og Danmark.

Share.

About Author

Comments are closed.