Protester mod turisme på Mallorca

0

Flere aktivister i Mallorcas hovedstad, Palma de Mallorca, protesterer mod masseturismen på øen. Spansk politi har fundet hærværk på flere lejebiler.

Arran, en venstreorienteret protestgruppe, uploadede en video på internettet, som viser to maskerede aktivister, der knuste forruden på lejebiler om natten, sprayede bilerne til og punkterede dækkene.

Gruppen mener, at lejebilerne er forurenende og er et symbol på, at masseturismen har overtaget øen. Indtil videre har politiet kun modtaget en anmeldelse fra et biludlejningsfirma, men undersøger, om flere er berørt.

Arran har tidligere stået bag protester mod turisme på De Baleariske Øer, i Barcelona og i Valencia. I Barcelona stoppede de en turistbus i 2017 og skar bussens dæk op.

Gruppen arbejder for uafhængighed for de “catalanske lande”, der inkluderer De Baleariske Øer og de catalansk-talende regioner i Spanien og Frankrig.

Spanien er det næstmest besøgte land i verden efter Frankrig. I de senere år er modviljen mod masseturismen steget, især på populære turistdestinationer som Barcelona og Mallorca. Mallorca alene modtager 14 millioner turister om året. De fleste er briter og tyskere.

Share.

About Author

Comments are closed.