Aarhus udvider med udendørs univers

0

Den 1. juli fusionerer VisitAarhus med VisitSilkeborg og styrker dermed Aarhusområdet med en attraktiv outdoor-scene. Vækstpotentialet er stort, mener begge Visit-organisationer.

Om få uger bliver fusionen gennemført mellem turistorganisationerne VisitSilkeborg og VisitAarhus. Aarhusområdet og Silkeborg vil sammen skabe en større og mere energisk destination med storby, strand og udendørs univers i ét brand.

Begge turistorganisationer glæder sig til en fælles fremtid, der giver både gæster og destinationer flere muligheder og styrker turismen:

– Sammen bygger vi en destination med større geografi, stærkere diversitet og flere muskler til at styrke turismen på tværs. Aarhus er et stort og internationalt brand, og fusionen vil øge Silkeborgs synlighed på den internationale scene, siger turistchef i VisitSilkeborg, Liselotte Nis-Hanssen.

– Det betyder også, at vores turismestrategi og vision om at gøre Silkeborg-Søhøjlandet til Danmarks Outdoor Hovedstad nu for alvor kommer ud at leve, afslutter hun.

Fusionen går ud på, at Aarhus og Silkeborg samarbejder om international markedsføring og fælles destinationsudvikling. Det vil sige, at Liselottes kontor i Silkeborg bliver stående.

– Aarhusområdet byder på en attraktiv pakke af storbyoplevelser og kystlinje, og med Silkeborg i hånden styrker vi brandet med et knivskarpt outdoor-produkt og fantastisk natur omkring Søhøjlandet. Det vil øge turismen bredt og skabe vækst lokalt, siger direktør i VisitAarhus Pia Lange Christensen.

Det er anden gang på seks måneder, at Aarhus fusionerer. Omkring årsskiftet gik VisitAarhus også sammen med Destination Djursland.

Med Silkeborgfusionen er der i Aarhusområdet en turismeomsætning på 8,3 milliarder kroner. Ifølge VisitAarhus viser flere andre kommuner nu interesse for at blive en del af det voksende destinationsselskab.

Share.

About Author

Comments are closed.