Chartervækst var ikke nok for Aalborg Lufthavn

0

I Aalborg Lufthavn bød november 2019 på fremgang i chartertrafikken, men en samlet tilbagegang i forhold til november 2018.

Aalborg Lufthavn havde samlet 108.236 passagerer i november. Det er en tilbagegang på 8 procent i forhold til november 2018.

Det er særligt udenrigstrafikken, der har røde tal med et fald på 13,4 procent i antallet af passagerer til og fra udlandet. Også antallet af indenrigspassagerer falder med 7,3 procent til 70.868 passagerer.

Til trods for den samlede tilbagegang var de solrige charterdestinationer dog populære i lufthavnen og gav fremgang i chartertrafikken på 15,2 procent. Således var der 7.598 charterrejsende i november 2019 mod 6.595 charterrejsende i november 2018.

– Vi så i november en stor rejselyst, særligt når det kom til De Kanariske Øer, hvor også Norwegians vinterrute til Gran Canaria bød på næsten fyldte fly hele måneden. Stort set samme billede viste sig på ruten til Malaga, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Juleferien ligger lige rundt om hjørnet og byder traditionelt på mange rejsende igennem lufthavnen, der enten skal afsted på juleferie i udlandet eller besøge venner og familie.

– I julen vil vi gerne være sammen med venner og familie, hvorfor det er glædeligt, at dem, der har familie langt væk, i for eksempel København, på Færøerne og Bornholm, nemt kan komme på besøg eller hjem til jul og nytår. Samtidig har mange familier tradition for at fejre jul og nytår i udlandet. Her er De Kanariske Øer igen populære, hvor også charterruten til Fuerteventura starter op her lige før jul. Derudover kan vi i slut december se frem til SAS’ ruteåbning af Sälen-Trysil, der giver hurtig adgang til unikke skioplevelser nordpå og muligheden for at fejre nytåret på de sneklædte pister, slutter Søren Svendsen.

Share.

About Author

Comments are closed.