Scandic deltager i ’Danmark for målene’

0

Når initiativet ’Danmark for målene’ tager hul på tredje temarunde på fredag, bliver det med Scandic som deltager. Hotelkæden vil fortælle danskerne om sin investering i bæredygtige fødevarer og mindskning af madspild.

Scandic vil over de kommende måneder deltage i ’Danmark for målene’. Den danske hotelkæde skal være med til at involvere og uddanne danskerne i FN’s 17 verdensmål.

Under temaet ”Fødevarer i balance”, der starter på fredag, vil Scandic fortælle om sin investering i bæredygtige fødevarer og diskutere, hvordan man kan være med til at gøre en forskel ved at tænke mere over sine madvaner. Derudover vil Scandic have fokus på madspild igennem sit samarbejde med Too Good To Go.

Hotelkæden vil blandt andet være repræsenteret af sine hoteldirektører i mange af byerne.

– Vi glæder os meget til at deltage i ’Danmark for målene’. Vi synes, det er utrolig vigtigt at støtte op om en så vigtig dagsorden som FN’s verdensmål og glæder os over, at flere danske virksomheder og organisationer bakker op om initiativet, siger Daniel Kirchhoff, Scandics kommunikationschef.

De første to af initiativets kampagner er allerede blevet gennemført. Scandic kommer til at være med i den tredje kampagne.

– Vores næste runde ’Fødevare i balance’ bliver præsenteret med Scandic som en af partnerne. Vi er stolte af at kunne lave så stærkt et partnerskab med en kæde, der i mange år, har været forud for sin tid i forhold til ressourceforbrug, madspild og energioptimering. ’Danmark for Målene’ glæder sig til at samarbejde med Scandic rundt i de 48 byer, som vi besøger, siger Henrik Rud, initiativtager og stifter af ’Danmark for målene’.

Scandic indgik i slutningen af 2017 et samarbejde med Too Good to Go, der bekæmper madspild. Det betyder, at brugere af Too Good To Gos app hver dag kan bestille og afhente en måltidsboks med overskydende mad fra morgenbuffeten på alle deres 26 hoteller i Danmark.

Share.

About Author

Comments are closed.