Transavias rute til Nantes åbner op for en verden af alternativ kunst

0

Anmeldelse: Lavprisselskabet Transavia lancerede i april deres nye rute mellem København og Nantes i Frankrig. Travel News afprøvede sommerruten for at opleve, hvad Nantes kan tilbyde af spændende kunst, sydligt vejr og lokal stemning uden en overflod af turister.

En robotelefant der sprøjter med vand, en plads fyldt med skulpturer, et sunket hus i Loire-floden og meget mere. Air France-KLM’s lavprisflyselskab, Transavia, havde sin første flyvning fra Københavns Lufthavn til kunstneriske Nantes den 7. april. Siden da har flyselskabet ført danskerne til en del af Frankrig, som få har besøgt – endnu.

Flyet fra Københavns Lufthavn til Nantes letter om torsdagen klokken 9:15 og tager lidt over 2 timer. Det betyder, at man sagtens kan få noget ud af rejsedagen, hvis man ikke er alt for træt.

Transavia er langt fra det flyselskab, man ser mest til i Københavns Lufthavn. Bagage drop-in ligger nede ved terminal 3, som de deler med andre lavprisselskaber som Ryanair og Easyjet. Det betyder, at man skal regne med en god spadseretur ved bagage-drop og endnu en, når man skal gå til gaten.

Flyvningen fra Københavns Lufthavn til Nantes den 18. juli startede med at være forsinket. Ifølge personalet skulle de tanke flyet, som gav en forsinkelse på ca. 25 minutter, hvilket nærmest var forventet i starten på en sommer, hvor Københavns Lufthavn i forvejen havde advaret passagerer om mulige forsinkelser i den travle periode. Forsinkelsen var dog til at mærke på kabinepersonalet, der havde meget travlt med at få passagererne ind i Boeing 737-800-flyet. Passagerer blev skyndet ind, så flyet kunne lette hurtigst muligt.

Da flyet først kom i luften, var det ikke til at bemærke forsinkelsen. Kabinepersonalet virkede også til at se bort fra den forhastede start på flyvningen. De var hurtige til at komme rundt og spørge, om man manglede noget. De havde også overskud til at småhygge og grine med passagererne. Under flyvningen fik man et glas af, hvad ganen lyster, og når der kun var et tomt plastikglas tilbage, var de hurtige til at tage skraldet.

Hvert år maler Le Voyage á Nantes en grøn linje igennem byen fra den 6. juli til den 1. september. Følg vejen og udforsk, hvad Nantes har at tilbyde.

Transavia har i år indgået et samarbejde med turistorganisationen Le Voyage á Nantes. Hver sommer maler turistorganisationen i Nantes en grøn linje igennem byen, som viser vejen til de største seværdigheder og attraktioner.

Nantes var før i tiden en industriby, men byen led under den økonomiske krise i slutningen af 80’erne, hvor de store skibsværfter flyttede til Saint-Nazaire. I 2012 startede projektet Le Voyage á Nantes, som siden da har været med til at sørge for, at byen i dag kan prale af den levende kunstscene, som den er blevet til.

Men kunstscenen er ikke kun fyldt med den klassiske kunst, vi kender herhjemme. Byen i Vestfrankrig anerkender også en anderledes kunst, der hver har sin helt egen mening og symbolik. Selvom byen har et slot, en katedral og en række museer, skal man huske at sætte tid af til at se byens anderledes seværdigheder. I transformationen er Nantes’ gamle havn lavet om til en ø med en stor, åben forlystelsespark, hvor man f.eks. kan prøve en treetagers karrusel eller den store elefant, der tramper rundt mellem gæsterne og sprøjter vand ud af sin snabel. Børnene er vilde med den. Parken hedder ”Les Machines de l’ile”, som betyder ”maskin-øen” og ligger 20 minutters gåtur fra centrum. Hvis man er øm i benene, kan man nemt leje en bycykel til 2 euro for 24 timer. Der er standere overalt i byen, hvor man kan parkere cyklen. Spørger man turistguiderne, hvad de mest anbefaler, at turister ser, peger de alle sammen hen mod øen.

 

Man kan ikke nå at se alt i Nantes. Derfor er det en god ide at udvælge nogle af de ting, man vil se og lave. Man kan for eksempel tage på et “river cruise” gennem Loire-floden, hvor man kan se det sunkne hus og 32 andre anerkendte kunstværker. Bådturen starter i Nantes og ender i Saint Nazaire, tæt på skibsværftet Chantiers de l’Atlantique, hvor nogle af verdens største krydstogtskibe bliver bygget.

Årets sommer var oppe og snuse til de 40 grader i Nantes. Det gør, at man hurtigt kan få lyst til at hoppe i vandet. Selvom Loire-floden går gennem byen, er den slet ikke ren nok til at bade i. Så får man nok af storby og varme gåture, ligger stranden ca. 30 minutter væk med toget.

De lokale spiser gerne ude på de mange caféer, der ligger i centrum af byen. Nantes’ mange restauranter byder nemlig på lækre treretters menuer til ca. 25 euro. Byen er særlig kendt for sine mange smagfulde fiskeretter og deres frugtige vine. Hvis man drikker alkohol, bør man prøve et glas af deres lokale Muscadet mindst en gang. Søger man noget lokalt og autentisk, er det oplevelsen værd at besøge midtbyens caféer og mærke den franske, stemningsfulde atmosfære over en Crêpe (som ikke kun er en dessert her). Mange af restauranternes menukort er dog ikke på engelsk endnu, men tjenerne gør sig gerne umage for at præsentere maden på engelsk, hvis man spørger dem.

Det er ikke udsædvanligt at spise en Crêpe til aftensmad eller frokost i Nantes og helt sikkert værd at prøve, hvis man længdes efter noget andet end deres mange fiskeretter.

Transavias rute til Nantes er en rute til en historisk industriby, der i dag er ændret til en alternativ, kunstnerisk by med den velkendte franske atmosfære og sydens sommerhede. Så hvis man er en af dem, der mener, at man ikke er rigtigt på ferie, hvis der er danskere omkring en, så skal man skynde sig til Nantes, før danskerne strømmer dertil. Ifølge Le Voyage á Nantes er antallet af turister i byen steget med 80 procent siden 2011.

De lokale guider mener, at tre dage i Nantes er passende for at opleve, hvad den franske by har at byde op. Man skal dog være opmærksom på de tidlige flyafgange. Flyet hjem letter 06:40. Derfor skal man ikke regne med at få det store ud af søndagen, andet end lidt souvenirs med hjem fra lufthavnen.

Travel News var inviteret med på flyrejsen til Nantes af Transavia

Share.

About Author

Comments are closed.