SAS med god afslutning på 2019

0

Efter et uroligt år for SAS med pilotstrejke, svag svensk krone og højere brændstofpriser, kan flyselskabet glæde sig over en positiv afslutning på året ifølge deres kvartalsregnskab.

SAS’ fjerde kvartalsregnskab viser et overskud på 1,5 milliarder SEK. De samlede indtægter steg med over 6 procent til 13.463 millioner SEK. Resultat før skat og sammenlignelige engangsposter udviklede sig også positivt i kvartalet og udgjorde 1.226 mio. SEK, Hvilket er en stigning på 404 mio. SEK sammenlignet med samme periode sidste år.

Flyselskabets arbejde for at styrke den operationelle kvalitet fortsætter. I løbet af kvartalet steg regulariteten med 0,6 procentpoint til 98,9 procent, og punktligheden steg med 1,7 procentpoint til 82,5 procent.

Det samlede antal af passagerer steg 2,3 procent, men samtidig faldt antallet passagerer på det skandinaviske marked med 1,9 procent.

SAS kan dog ikke glæde sig over det samlede årsresultat for 2019, der ender med et fald på 1,35 millioner SEK. Det skyldes blandt andet pilotstrejken, der ramte virksomheden hårdt.

– Helåret 2019 var karakteriseret af betydelig modvind for SAS på grund af højere brændstofpriser, ugunstige valutakurser og syv dages strejke, fortæller Rickard Gustafson, administrerende direktør hos SAS, i en pressemeddelelse.

Direktøren er heller ikke synderligt forventningsfuld til det kommende år. Han forventer en stigning i EBIT-margin på 3-5 procent for regnskabsåret 2020.

– Den fortsat svage svenske og norske krone mod den amerikanske dollar og euroen er stadig en udfordring. For det kommende år forventer vi derfor markant lavere vækst, både fra efterspørgsel og udbudsperspektiv, siger Rickard Gustafson.

Han forventer også et øget tab for første kvartal 2020 i forhold til første kvartal 2019.

Share.

About Author

Comments are closed.